Revlehuller

Revlehuller og understrøm er farligt. Det skal man holde øje med, når man går på stranden.

Især den jyske vestkyst er kendt for revlehuller, eller som de også kaldes: hestehuller. Men revlehuller og understrøm kan opstå på alle strande, hvor der er bølger, der bryder ind over en revle eller løber rundt om høfder, stensætninger og moler.

Vestlige og nordlige vindretninger giver også store bølger langs Nordkysten. Så opstår der revlehuller, når vandet, som bølgerne bringer ind over revlerne, graver render på tværs af revlen for at sive tilbage ud på dybere vand igen. På samme måde er der stærk strøm og dybt vand, når vind og bølger presser vandet rundt omkring stensætninger og moler.

Derfor skal man altid være opmærksom på forholdene på stranden og lade være at bade i nærheden af faste anlæg som moler, høfder, stensætninger og bølgebrydere.

Ved revler skal man passe på revlehuller, når det er blæsevejr med brækkende bølger og hvidt skum på toppen. Revlehullerne findes, hvis der forløb, hvor bølgerne pludselig ikke har hvidt skum på toppen. Hvis du ser et stykke med roligere vand og bølger uden hvidt skum på toppen, betyder det, at der er dybere her end på resten af revlen. Og det er typisk her, at revlehullet findes med udadgående strøm.

Der kan også være revlehuller og udadgående strøm, hvis der løber en å eller kanal ud på stranden, eller hvis der er kraftigt tidevand.

HVAD SKAL MAN GØRE I ET REVLEHUL

I et revlehul kan man blive ført ud på dybt vand af en kraftig strøm. I den situation er det virkningsløst at følge sin instinktive lyst til at kæmpe imod strømmen og svømme mod land. Man skal i stedet svømme langs kysten. Væk fra den udadgående strøm, der ret hurtigt aftager igen. Og så kan man svømme ind mod land.

Det er en skrøne, man kan blive suget ned under overfladen i et revlehul. Men man kan blive forskrækket over, der pludselig er dybt og udadgående strøm. I den situation skal man bevare roen og altså svømme på tværs af strømmen.

 

 

NYT FLAG I sæsonen, når der er livredder på stranden, har Livredningstjenesten et flag, som vi sætter ud, hvis vi finder et revlehul.

”Vi sætter det nye understrømsflag ud på stranden på det sted, der er risiko for revlehuller og understrøm. Så er badegæsterne klar over, at man skal lade være at gå i vandet omkring flaget”, forkarer cheflivredder John Mogensen.

SÅDAN GØR VI Når vi observerer et revlehul/understrøm, sætter vi flaget ud, Og vi kan også lade det stå ude natten over.

HUSK Det er ikke en garanti, men en ekstra service. Man skal altid tænke sig om, inden man hopper i havet.

Se mere om revlehuller med TV2-Vejret HER

Se badevejret og hvor der er livredder på stranden på Nordkysten HER

Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste